Du er her: 

Information til borgere

Når man mister et menneske, man elsker, har man brug for trøst og tryghed. Brug for plads til tro, tvivl og fortvivlelse. I kirken er der plads til alt det.

En kirkelig begravelse eller bisættelse er pårørendes afsked med den døde med det kristne budskab om opstandelse som rammen. Her kan man mindes det liv, der er levet, sige tak og få sat ord på de mange følelser. Og først og fremmest kan man være fælles om sorgen og håbet.
 

Det skal du gøre

I dagene efter et dødsfald skal man som pårørende midt i sorgen tage stilling til mange spørgsmål og ordne mange praktiske ting. De fleste henvender sig til en bedemand for at få hjælp til det praktiske i forbindelse med dødsfald og begravelse.

Når en person dør, skal de pårørende anmelde det til begravelsesmyndigheden, det vil sige sognepræsten eller kirkekontoret i det sogn, hvor afdøde havde bopæl. Anmeldelsen skal ske via hjemmesiden "Borger.dk", hvor man kan logge ind med nem-id, finde genvejen og udfylde de ønskede oplysninger.

De pårørende skal blandt andet tage stilling til, om den afdøde skal begraves eller brændes, hvor det skal foregå og valg af kirkegård.

Før begravelsen har de pårørende en samtale med præsten, hvor man sammen forbereder begravelsen. Man taler om ønsker, vælger salmer og aftaler alt det praktiske. Måske har afdøde selv udtrykt sine ønsker eller familien har særlige ønsker for højtideligheden. Ellers aftales det mellem de pårørende og præsten, som også gerne vil høre lidt om afdøde, og kan vejlede ved salmevalg og i øvrigt bistå med gode råd i forbindelse med den kirkelige handling.

Ved samtalen er der også mulighed for at tale om sorg, frustration, taknemmelighed og alle de følelser, der dukker op i forbindelse med et dødsfald. Husk at præsten er der for at støtte og lytte. Præsten er uddannet til det, og det kan være rart at tale med en, der ikke selv er følelsesmæssigt berørt, men samtidig forstår, hvordan man har det. 
 

Sådan foregår begravelsen/bisættelsen

Begravelsen begynder i kirken med bøn, salmer, tekstlæsning og en tale om den afdøde. Hvis der er specielle ønsker til salmer eller andet, aftales det ved samtalen med præsten.

Ved både begravelse og bisættelse er jordpåkastelsen central. Præsten kaster tre gange jord på kisten, mens afdøde tiltales med ordene ”Af jord er du kommet". "Til jord skal du blive". "Af jorden skal du igen opstå”. De tre håndfulde jord symboliserer bevægelsen: Liv – død – liv.

Hvis afdøde skal begraves, sker jordpåkastelsen, når kisten er sænket i graven. Hvis afdøde skal brændes, sker jordpåkastelsen i kirken.

En begravelse afsluttes med, at kisten sænkes i jorden på kirkegården, mens en bisættelse afsluttes med, at kisten køres til krematoriet, og senere ved nedsættelsen af urnen.

 

Fælleskrematoriet som afløser

Fælleskrematoriet i Ringsted har afløst de hidtidige krematorier i Nakskov, Nykøbing F., Næstved, Slagelse, Holbæk, Køge, Roskilde og Helsingør. Der vil fortsat være kølerum og kapelsale ved de tidligere krematorier, så pårørende vil ikke opleve ændringer.

I den anledning er der udarbejdet en vejledning om kremering, som præster og kordegne kan printe ud og udlevere til de pårørende.

Klik her for print.